Forside
>
  Blog 
>

Æblechips eller "æblevingummi"?

19. Nov 2015 - af johanibal

Hvis du også har brændeovn kan du lave æblechips eller "æblevingummi" over ovnen på 1-2 dage. Der er ingen grund til at investere i en dehydrator, i hvert fald ikke hvis det er æbler du skal tørre.
Stik kernehusene ud med en æbleudstikker og skær æblerne i skiver. Hæng skiverne på tynde træpinde over brændeovnen. Herhjemme bruger vi to kroge og noget sytråd fra loftet, det kan fint bære flere pinde fyldt med æbler, hvis altså man ikke har lige så store ambitioner som her hos Hans Sørensen.

Skiverne kan laves bløde og vingummiagtige eller sprøde som chips - eksperimenter med forskellige skivetykkelser og tørretider.

På billederne hænger ca. 80 Rød ananas æbler og hvis de laves bløde kan der presses overraskende mange æbler ned i fx et 1 liters Weck glas. De æbler vi har i glasset her er ikke presset sammen, fordi de er mere sprøde.
Det store glas er i øvrigt et æbleeddikeforsøg (med eddikemoder) af nedfaldsæbler fra madæblesorter. Der afgives pt. en kraftigt syrlig duft med tydelig alkoholisk karakter!



Galleri