Forside
>
  Blog 
>

Et bødkerkar bliver til (2009)

13. Nov 2014 - af Stenbjerglykke

Her følger en 5 år gammel beretning fra tilblivelsen af et bødkerkar i juni 2009. Karet blev lavet med henblik på at blive brugt som “fødekar”, men har derudover siden sin tilblivelse været i fast brug som vandingstrug og til tider udendørs (vinter!)badekar.

 

Karret blev grundet tidspres i form af den forestående fødsel bygget i fyrretræ fra det lokale byggemarked og stavene blev skåret i de korrekte vinkler på en rundsav. Fyrretræs holdbarhed er ret begrænset og selvom karret har været “levetidsforlænget” med linolie og trætjære er det efterhånden lidt mølædt efter fem år i det fri.

 

Karret har klaret tre fødsler til UG, men når den fjerde efter planen skal stå på i april har det brug for en værdig afløser, som skal bygges i eg og kun med håndredskaber.

 

Udsigten til dette nye projekt henover vinteren er den direkte årsag til, at denne gamle beretning er blevet støvet af og trukket frem i lyset.

 

Herunder følger historien som den oprindelig blev forfattet i 2009.


Et bødkerkar bliver til

Her ses vores nye badekar med mere. Det er halvanden meter i diameter og rummer 1000 liter vand


 

Forhistorien er, at vi under et besøg på Hjerl Hede kigger ind i et gammelt mejeri og ser et bødkerkar, hvortil Frida (som var i 6. måned på tidspunktet) siger: “Sådan er kar vil jeg føde i”.
For den stolte mand er eneste rigtige svar: “Jamen så får du sådan ét”.
– og så var der ikke andet at gøre end at køre hjem og gå i gang.

 

Byggeprocessen

Det er vigtigt at understrege at byggeriet af dette kar, som så meget andet vi foretager os her, er et amatørprojekt.
Det vil sige at erfarne håndværkere kunne fremhæve en række ting som “ikke er lavet på den rigtige måde”. Pointen er imidlertid at tingene skal være sjove at lave og at vi finder vores egne løsninger og drager egne vigtige erfaringer i processen… og så er vi i ørvigt ikke håndværkere…

 

Processen med at bygge karet består af en række punkter som her gennemgås nøje.

 

1. Definering af karets størrelse
Vi besluttede os for en diameter på 130 cm diameter i bunden, 150 cm i toppen og med 70 cm høje sider. Vi satte os simpelthen på gulvet med en tommestok for at finde ud af vor meget plads vi skulle have i karet, og hvor skrå siderne skulle være for at det var behageligt.

 

Se billede [1] for stregtegning af karets dimensioner

 

2. Materialer
Af ren og skær nød og dovenskab besluttede vi os for slavetræ (fyr/gran) fra det lokale byggemarked. Det er svært at få ordentligt træ i et almindeligt byggemarked og et større projekt at skulle skære det ud af træer som vi selv fælder.
Historisk set brugte man typisk Fyr/Gran til de billige kar og Ask til de bedre.
Jeg har et personligt problem med det træ (fyr/gran) man køber i byggemarkedet i dag, da det simpelthen er for dårlig kvalitet. En ting er at det er så blødt at det er svært at bygge noget der holder, men jeg synes også, at det er utilfredstillende at arbejde med i hånden (bl.a. med høvl).

 

Bunden er lavet af 1″, 16 cm gulvbrædder mens siderne er lavet af 1″, 12 cm høvlede planker.
Gulvbrædderne blev valgt fordi de med deres fer og not ikke kan forskyde sig. Normalt bruger man ikke fer/not i bunden, men dyvler plankerne sammen. Dyvlerne skal dog placeres enormt præcist hvis bunden skal være jævn og den udfordring valgte jeg at springe over.

 

Prisen for gulvbredderne blev cirka 500 kroner, og prisen for plankerne blev også cirka 500 kr.

 

Jeg valgte at lave bunden på en fod af den årsag at et fyldt kar på 1000 kilo er en stor belastning får bunden. I et gammeldags bødkerkar bæres bunden kun af den not i siderne som den sidder i, og bunden er således hævet lidt over jorden. Jeg troede simpelthen ikke på at dette ville holde til et 1 ton tungt kar, når der ikke var tale om bedre træ.
Foden blev lavet af standard rækler der blev kæmmet sammen (ræklerne er stemmet ud så de gaber over hinanden). Ræklerne har en tykkelse der gør at siderne bliver løftet et par centimeter over jorden, sådan at de ikke bærer nogen vægt.

 

Tøndebåndene består af såkaldt båndstål der er nittet sammen. Det kommer i længder af 6 meter og skal bestilles ved en smed, da det ellers ikke er til at få fat i (jeg brugte Egebjerg Smedie).
Jeg besluttede mig for at båndene skulle være 3 mm i tykke og 4 cm bredde. Den størrelse er givetvis overkill i forhold til den styrke de skal have, men er valgt ud fra en idé om at det ville være æstetisk flot til et kar af den størrelse (og det blev det også!).
Af hensyn til arbejdet med at banke dem til vil jeg dog nok holde mig til en tykkelse på 2 mm næste gang.

 

Galvaniseret stål koster det dobbelte og blev derudover fravalgt ud fra en antagelse om at de mange slag, som det får under tilbankningen ville slå galvaniseringen af så det bliver alt andet end kønt. 

 

Prisen for tre længder (18 meter) blev omkring 260 inklusiv moms.

 

Egebjerg Smedie havde i øvrigt også de nitter jeg brugte til at sætte samle tøndebåndene. Jeg besluttede mig for at bruge fire nitter i hver samling igen af hensyn til symmetrien i forhold til størrelsen af karet.

 

3. Matematik.
Her er Pythagoras og Tangens to uundværlige partnere.
Jeg brugte overalt pi med 4 decimaler. Det kan diskuteres hvilken graf af præcision man behøver, men eksempelvis vil omkredsen blive beregnet 2,5 mm forkert, såfremt pi kun bruges med 2 decimaler frem for 4.
Det afhænger altså af hvor præcist man selv forventer man kan lave arbejdet.

 

Ved alle resultater bruger jeg 2 decimaler. Én decimal er nemlig ikke nok når man regner videre på resultatet.

 

Bunden
Det er som sådan ikke nødvendigt at beregne noget for at kunne lave bunden. Men i den situation hvor man skal afgøre hvor mange meter gulvplanke der skal indkøbes er det svært uden matematik. Udfordringen er jo at der skal komme en rund bund ud af firkantede planker og der derfor er et spild.

 

Først udledte jeg en formel til at beregne den mindst påkrævede længde af hvert bræt, afhængig af hvor langt brættet er placeret fra midten:

 

længde = 2 * sqrt(r2 – d2)

 

– hvor r er bundens radius og d brættets mindste afstand fra centrum.
Bemærk at jeg gør bunden lidt støtte end nødvendigt sådan at dens diameter er 136 cm og dens radius 68 cm. Det skyldes at der skal være lidt ekstra til not, plads til spild ved savning og så at man altid kan gøre ting mindre, hvis de er for store, men ikke større, hvis de er for små.

 

Ud fra formlen fik jeg følgende længde på brædderne:

 

Bræt 0: 2 * √(682 – 02)  = 136 cm
Bræt 1: 2 * √(682 – 82)  = 135 cm
Bræt 2: 2 * √(682 – 242) = 128 cm
Bræt 3: 2 * √(682 – 402) = 110 cm
Bræt 4: 2 * √(682 – 562) =  78 cm

 

Se billede [2] for formlens dokumentation

 

Stavenes antal
De planker som siderne i et bødkerkar består af kaldes stave.

 

Beregning af antal påkrævede stave (nærmere opmåling viste at plankerne som stavene skal laves af kun er 11,9 cm):

 

Antal = (omkreds_top*pi) / stav_bredde = (150 cm * 3,1416) / 11,9 cm = 39,6

 

Jeg har altså behov for 40 stave.

 

Stavenes vinkler
Stavene skal skæres i smig (skæres skråt) to forskellige steder. Det er det ene smig der gør stavene tykkere i toppen end i bunden, og dermed at karet er bredere i toppen sådan at siderne hælder udad.
Det andet smig gør at stavene passer ordentligt sammen, når de sættes i rundkreds, sådan at de ikke gaber i samlingerne.

 

Vinkel top/bund
Karets omkreds i bunden er: 130 cm * pi = 471,24 cm
Karets omkreds i toppen er: 150 cm * pi = 408,41 cm
Forskellen i omkreds er: 471,24 cm – 408,41 cm = 62,83 cm
Forskellen per stav: 62,83 cm / 40 stave = 1,57 cm/stav

 

Det er vigtigt at huske at hver stav skæres til på begge sider, hvorfor hver side kun skæres med den halve værdi:

 

1,57 cm / 2 = 0,76 cm.

 

Se billede [3] “set forfra” for illustration

 

Vinkel yderside/inderside
Vinklen beregnes ud fra et punkt midt på karets side, hvor karet er 140 cm i diameter:

Karets ydre diameter: 140 cm * pi = 439,82 cm
Karets indre diameter:

(ydre_diameter – stav_tykkelse) * pi = (140 cm – 2*2,6 cm) * pi = 423,49 cm


Forskel på indre og ydre diameter: 439,82 cm – 423,49 cm = 16,33 cm
Forskel per stav: 16,33 cm / 40 stave = 0,41 cm

 

– igen skæres staven på begge sider hvorfor hver stav kun påvirkes med halvdelen af værdien:

0,41 cm / 2 = 0,2 cm.

 

Af hensyn til at dette smig på nogle af stavene blev skåret med en sav hvor skærevinklen indstilles i grader, er det nødvendigt at omregne dette millimeter tal til grader:

 

0,2 cm = 2,6 cm * tan(v)
=> tan(v) = 0,2/2,6
=> v = arctan(0,2/2,6) = 4,4 grader

 

– hvor 2,6 cm er stavens tykkelse.

 

Se billede [3] “set ovenfra” for illustration


4. Praktisk udførelse

Bund

Først blev foden lavet i rækler som et dobbelt H. Det kan ses på de billeder hvor det færdige kar ses fra bunden.
Gulvbrædderne blev skåret ud jævnfør beregningen ovenover og slået på foden med dykker. Der blev sat 4 dykker i noten på hvert bræt og dykkerne blev forsænket med en dyknagle.
Da noten på det sidste bræt rager ud over foden, blev dette bræt ikke slået på med søm. I stedet fik det som det eneste lidt trælim på undersiden.

 

Jeg valgte ikke at lime fer og not sammen som man ellers ville gøre ved et normalt gulv. Dette var et meget bevidst valg af frygt for at brædderne ikke ville kunne give sig tilstrækkeligt når karet får vand. Jeg var bange for at en decideret fiksering ville få noget til at flække, hvilket også er årsagen til at skruer er bandlyst.

 

Efterfølgende skulle bunden gøres rund. Dette gjordes ved først at finde det nøjagtige midtpunkt og derefter holde et søm mod denne midte. Til sømmet blev først bundet en snor og i snorens anden ende en blyant. Snorens længde svarede så til bundens ønskede radius.
Den elasticitet der er i en snor viste sig dog at umuliggøre det, at tegne en perfekt cirkel. Derfor blev snoren erstattet af en træliste med et hul i den ene ende, som sømmet gik igennem.
Til sidste blev bunden skåret ud efter den tegnede streg med en stiksav.

 

Kanterne på bunden skulle spidses til som en not. Dette blev gjort med meget møje og besvær med en overfræser.

 

Desværre findes der ikke nogle billeder af dette trin.

 

Stave
Som nævnt tidligere blev nogle (cirka 30) stave skåret ud på en rundsav mens resten (10 stk.) blev lavet i hånden med en høvl. Arbejdet med saven var en meget besværlig process og næste gang vil jeg afgjort lave alle i hånden.
Årsagen til at fravælge saven er dels det store besvær med at indstille den præcist, og dels problemerne med at holde brædderne korrekt når de saves.
Jeg havde udtænkt en kombination af et stationært lan og en løs kile som blev holdt sammen med det enkelte bræt når det kørtes gennem saven, hvilket var nødvendigt for at få smig på to sider samtidig. Men da jeg alt i alt ikke brød mig om løsningen med saven vil jeg ikke går nærmere i detaljer om hvordan det blev gjort.

 

Et andet problem med saven er at man mister den personlige kontakt med arbejdet – det er så at sige ikke håndarbejde længere og det synes jeg er en forfærdelig skam.

 

Høvlingen foregik ved at jeg først opmærkede hver stav på begge sider med blyantstreg. Dernæst blev staven sat fast i en skruestik. Bemærk at der er placeret små stykker træ mellem skruestikkens kæber og staven sådan at der ikke laves klemmemærker. Dette ses tydeligt på billede [4].

 

Jeg brugte først en almindelig høvl, indstillet til at tage en stor spån, til at komme hurtigt i dybden.
Dernæst brugte jeg en langhøvl, indstillet til kun at tage en lille spån, til at gøre overfladen jævn.
Dette punkt er meget vigtigt at notere sig. Er overfladen ikke jævn kommer der små mellemrum mellem stavene og så er det svært at få karet tæt.

 

Forskellen på en almindelig høvl og en langhøvl ses tydeligt ved at sammenligne billede [5] og billede [6].
Når høvlen at lang har den støttepunkter på begge sider langt fra skæret, og det forhindrer at den taget fat i fordybninger i træet. Er høvlen korrekt indstillet er det således kun lokale “bakker” der fjernes, indtil overfladen er helt jævn).
Det kræver lidt øvelse at bruge langhøvlen ved stavens ender, da den her kun har ét anlægspunkt i forhold til skæret. Ved at lægge vægten rigtigt på høvlen kan man undgå at den tager fat andre steder end den skal (se billede [7]).

 

Bemærk i øvrigt at det på billede [5] og [6] er muligt at se en notgang i enden af staven som sidder i skruestikken. Det skyldes at disse billeder er taget senere i processen, efter karet havde været samlet én gang, hvor der var en ujævnhed i en stav som skulle rettes til.
Notgangen er som senere beskrevet blevet fræset ud i det samlede kar og således ikke lavet i de enkelte stave hver for sig, sådan som man kunne tro ud fra billede [5] og [6].

 

Tøndebånd
Det er nødvendigt at måle båndstålet ud i korrekt længde. Når denne længde er målt ud skal overlappet i samlingen lægges til, da båndet ellers bliver for småt når det samles.
Der er flere måder at opmåle den korrekte længde på. Stoler man på sin matematik kender man omkredsen nøjagtigt ved et givent punkt på karets side. Det er således blot nødvendigt at afgøre hvor man helst vil have båndet, og herfra beregne dets omkreds.
Stoler man ikke på matematikken kan man bruge en snor eller ståltråd til at måle op med. Før snoren hele vejen rundt om karet i den givne højde og mål efterfølgende snorens længde. Denne metode dur naturligvis kun når karet allerede er samlet (hvilket i sagens natur kan være svært uden tøndebånd).

Jeg valgte derfor løsningen med matematikken (som viste sig at holde stik).

Båndstålet skæres efterfølgende over i den fastsatte længde. Dette klares fint med en nedstryger. Herefter skal den ene ende helst bankes flad.

 

Jeg valgte til tøndebåndene båndstål med en tykkelse på 3 mm. Det er som tidligere nævnt hårdt at arbejde i og fraværet af en ambolt gjorde det ikke lettere.
For at få et nogenlunde fast underlag bruger jeg hovedet af en mukkert, der ligger på jorden (se billede [8]).

 

Herefter et det tid at bore huller. Det kan bestemt anbefales kun at lave et hul til at starte med. De resterende huller bør først bores når båndet er trukket rundt, og der er kommet en nitte i det første hul. Ellers er det nemlig nærmest umuligt at få hullerne til at overlappe korrekt.

Det er lave den første nitte kræver lidt knofedt. Båndstålets ender skal bøjes sammen og imens de er det, skal nitten sættes i. En nitte minder om et kort søm hvor den spidse ende bankes ud med en hammer indtil nitten så at sige har to hoveder. På grund af de to hoveder kan den ikke komme ud igen, og låser således de to ender sammen. Nu gælder det bare om at slå nitten så flad som man ønsker ud fra et æstetisk synspunkt.
Herefter er det let at bore de resterende huller og putte nitter i disse også.

 

Nu kommer den største del af arbejdet; udbankning. Det er her man kan forbande sig selv over valget af den kraftige dimension.
Problemet er at en bødkarkar er konisk. Dermed skal tøndebåndene også være koniske sådan at jernet flugter fuldstændig med karets trævæg. Gør man ikke dette arbejde korrekt vil tøndebånde “gabe” i i bunden i forhold til trævæggen det ligger mod. Noget andet, som også tilhører valget af den kraftige dimension, er at tøndebåndet ikke nødvendigvis er perfekt rundt. Jo tykkere metallet er, jo større er chancen for at de “knækker” når det bøjes rundt. Man får således ikke en cirkel men nærmere en skæv firkant ud af det. Et ufatteligt antal hammerslag kan rette op på dette. Og det er vigtigt at tøndebåndet bliver fint rundt da det ellers ikke lægger er jævnt præs på stavene.

 

Tøndebåndet gøres konisk ved at man kun rammer båndets ene side med hammeren. Den side der rammes vil blive en lille smule mere flad end den anden, og det vil give båndet en konisk facon. Der skal bankes meget før dette går op. Og det er vigtigt at det bliver ens hele vejen rundt. Det er yderligere kompliceret ved at man samtidig skal sørge for at tøndebåndet er helt rundt, som beskrevet ovenover.
På billede [9] ses denne udbankning i fuld gang.

 

Som der gives kraftigt udtryk for kan bankningen reduceres ved valg af en mindre dimension. 2 mm vil normalt være rigeligt til selv større kar og til mindre projekter, som spande bør man bestemt holde sig til 1 mm.

 

Det er vigtigt at knytte en note til det nederste bånd. Det skal nemlig placeres helt nederst på karet, da det ellers ikke presser stavene ordentligt ind mod karets bund. Derfor bør man lave dette bånd en anelse for småt til at starte med og så banke det større indtil det lige kan gå på. Dette kræver endnu en ufattelig mængde hammerslag. Når et bånd bankes større skal der bankes jævnt over hele båndet og altså ikke kun på den ene side som når det gøres konisk. Man bør ikke begynde at banke dette bånd større før det er banket ud i den rette koniske form.

 

Man kan eventuelt samle karet når det øverste tøndebånd er færdigt. Det vil gøre det muligt at opnåle længden af de andre tøndebånd præcist.

 

Samling
Før karet kan samles endeligt skal der laves en notgang i stavene. Jeg gjorde dette ved først at samle karet uden bund, vende det på hovedet og efterfølgende fræse notgangen ud med en overfræser. Andre ville muligvis have lavet notgangen i den enkelte stav i stedet for at gøre det på én gang. Det er smag og behag. Det er vigtigt at notgangen ikke fræses vinkelret ind i væggen, da notgangen skal have en hældning der svarer til siderne hældning, hvis bunden skal kunne gå ind i den.
Vinklen af denne hældning er ikke udregnet, da det ikke er muligt at indstille overfræseren på denne måde, og en udregning således ville være meningsløs. I stedet er den indstillet på øjemål, ved at sætte en klods på det ene side af overfræserens lan, sådan at den hælder tilstrækkeligt.

 

Se billede [10] for illustration af korrekt notgang

 

Ved et mindre projekt ville man forsøge at presse bunden i nu, da karet er samlet. Dette forsøgte jeg også, men det gik ikke – karet faldt i staver.

 

I stedet blev det øverste tøndebånd lagt på to-tre stole og stavene stillet op imellem dem og sat på bunden (not i fer) som det ses på billede [11] og [12] Det er en god idé at placere det øverste tøndebånd på stolene og det nederste på jorden, sådan at det er klar når det første er på.
Det er her man skal sørge for at stavene passer til bundens omkreds. Stavene skal når karet er samlet presset hård ind mod karets bund. Dette kan ikke lade sig gøre hvis væggens omkreds er for stor. Derfor er det bedre at lave den en smule for lille. Dette sikrer man sig ved at der er et ganske lille mellemrum mellem hver stav. Ikke meget, måske en kvart millimeter. Sker dette ikke af sig selv må man justere efterfølgende. Er stavene for bredde kan man tage lidt af den sidste stav. Er de omvendt for smalle (gabet mellem dem er for stort) kan man gøre bunden lidt mindre.
Mellemrum mellem stavene vil forsvinde når der kommer vand i karet og træet udvider sig. Ganske store mellemrum vil forsvinde på denne måde, men det er klart bedst ikke at lave mellemrummene større end nødvendigt, da karet så skal stå i vand længe før det er tæt, og hurtigere bliver utæt hvis der ikke står vand i det permanent.

 

Når alt dette er på plads skubbes det tøndebånd der støtter på stolene op så det sidder i spænd. Herefter bankes det endnu hårdere i spænd med en hammer.
De næste tøndebånd kan nu blive sat på og bankes i spænd.

 

Se båndene blive banket fast på billede [13]

 

Det er nu man bør gå tilbage til forrige afsnit og læse om hvordan det sidste tønebånd klargøres og sætte det på.
Jeg satte det sidste bånd på imens karet stod på højkant (billede [14]) men det havde givetvis være lettere at vende karet helt på hovedet som det ses på billede [15].

 

Finish
For at gøre kanten pænere blev den fræset med samme overfræser som blev brugt til at lave notgangen (billede [16]). Arbejdet med fræseren støver ekstremt meget hvorfor beskyttelsesbriller er et must og støvmaske bestemt kan anbefales (billede[17]).

 

Til sidste bores et hul i bunden hvor vandet kan løbe ud (billede[18]). Dette er meget vigtigt da karet vejer 700 kilo når det er fyldt og dermed ikke bare kan tippes når det skal tømmes!

 

5. Efterfølgende

Vanding
Uanset hvor umage man har gjort sig vil et bødkerkar aldrig være tæt lige når det er færdigt. Træet skal nemlig først have vand udvide sig før alle de små revner lukkes. Da træ suger vand bedst fra enden skal et kar helst stå i vand for at processen går så hurtigt som muligt (vi var jo utålmodige). Derfor bandt vi et stykke plastik fast under bunden af karet som blev fyldt med vand. Se billede[19]

 

Brug
Jeg er ikke tilfreds med udformningen af det øverste tøndebånd da det er lidt skævt. Jeg er derfor i gang med at tage båndet af igen og banke det mere jævnt. For at forhindre at noget giver sig når båndet løsnes har jeg først sat en bagagerem så stramt om karets top som jeg kunne (se billede[20]). Havde træet været tørt havde jeg ikke bekymret mig om dette, men nu er det vådt og har udvidet sig.

 

Færdig kar
Ved lejlighed kommer der et billede af det færdige kar efter tøndebåndet er blevet rettet til.

 

Herunder følger billeder af processen som der er henvisninger til i teksten.



Galleri